Back to the 90´s

I fredags var jeg en af de heldige som fik muligheden for at opleve Take That. Hvilket virkelig var en kanon oplevelse og jeg har godt nok ondt af alle dem som skulle have haft oplevelsen lørdag aften. Derfor har jeg det egentlig også små dårligt med at lave det her indlæg, for jeg vil jo ikke gnide ekstra salt i deres åbne sår. 

Jeg har aldrig været den helt store Take That fan. Jeg har da hørt dem, og især Robbie er blevet spillet ret meget på teenage værelset (og efter jeg flyttede hjemmefra). Men altså mit boyband hjerte banker bare ekstra meget for Backstreet Boys. Intet over og intet ved siden af. Det er dem som jeg har drømt om, haft plakater med, tudet over når deres sange virkelig ramte. Men altså jeg har bestemt aldrig lavet hjerter med Nick og Kathrine eller skrevet Kathrine Carter. Åh nej, der går grænsen. Hmmm

Egentlig endte jeg også til Take That koncerten ved en tilfældighed. Mona havde nemlig fået to billetter og inviterede mig med (hun kender ligesom til mit boyband hjerte - eftersom vi begge skreg vores lunger ud til BSB i december 09). Vi havde fået to siddepladser på øvre C, så det var ikke så meget vi egentlig kunne se dem. Men altså vi kunne stadig skrige og synge med. Så det var fint og jeg klager bestemt ikke over placeringen på en gratis billet, men havde jeg selv købt billetten var det blevet en ståplads. 

Koncerten endte med at blive en super fed oplevelse - og der er altså noget med sceneshow til en TT koncert end en BSB koncert. Desværre. Jeg fik i hverfald skreget og sunget så meget, at stemmen forsvandt og kroppen var en smule ør dagen efter. Men det var bestemt det hele værd.